Min krop bar på en ’hukommelse’
af undertrykt
følelsesmæssig smerte

Jeg var utryg, usikker og bange
Som barn var jeg en stille, forsigtig og genert dreng. Jeg var utryg, usikker og bange. Jeg følte mig ofte forkert og alene med disse følelser.
Jeg fandt i en tidlig alder en vis tryghed og styrke i min fysik. Kroppen blev en ressource for mig. Allerede i omkring 3 års alderen var jeg større og stærkere end min et år ældre storebror. I folkeskolen var jeg en af de hurtigste sprintere og bedste længdespringere.
Men kroppen bar også på den angst og utryghed, som jeg levede med. Jeg havde ofte ondt i maven, og som teenager fik jeg ondt i ryggen. Jeg var anspændt, lidt krumrygget med løftede og fremskudte skuldre.
Også som voksen kunne jeg gå helt i sort, når jeg skulle sige noget i en forsamling. Var jeg til et selskab, hvor jeg ikke følte mig tryg, kunne jeg ryste så meget på hænderne, at jeg ikke turde skåle med de andre.
Håb om et liv med mere frihed
Da jeg var i starten af tyverne, fik jeg de første oplevelser af, at der var håb om et liv med meget mere frihed. Jeg blev introduceret til alexanderteknikken, som jeg i første omgang tænkte kunne hjælpe mig fri af mine rygsmerter og dårlige holdning.
Jeg fandt hurtigt ud af, at min krop bar på meget mere end fysisk smerte og dårlig holdning – den bar på en ’hukommelse’ af tilbageholdt og undertrykt følelsesmæssig smerte, som stille og roligt begyndte at dukke op og blive forløst, samtidig med at min ryg og holdning blev bedre. Jeg uddannede mig derfor selv til lærer i alexanderteknik, og i de 3 år uddannelsen varede, gennemgik jeg en enorm forvandling.
Dette var bare begyndelsen på en livslang proces, som stadig er i gang. Jeg har gået i terapi, mediteret, taget flere uddannelser og fået supervision. Kernen for mig i hele denne rejse har været kroppen – både som den, der bærer på fortidens smertefulde oplevelser, men også som en klippe af ro i nuet og som kilde til kærlighed og livsglæde.
Hviler i kroppen
I dag står jeg et sted, hvor jeg hviler i kroppen. Jeg kan lettere bevare roen og rumme ubehag uden at blive overvældet af det – og når jeg rummer ubehaget, slipper det taget i mig. Jeg har mere tillid i mødet med andre mennesker, hvilket åbner for mange nye relationer og venskaber, som jeg tidligere lukkede af for, for ikke at risikere at blive afvist.
Jeg har lært at sætte pris på min følsomhed og oplever den nu mest som en styrke – og når jeg giver følsomheden plads, bliver mit møde med andre mennesker dybere og meget mere glædesfyldt.

- Født i 1963
- Fysioterapeut, lærer i alexanderteknik, mindfulness-instruktør, stresscoach, SE-terapeut
(Somatic Experiencing®) og Soma Embodiment terapeut
- 14 år som fysioterapeut i tværfaglig rehabilitering på Sclerosehospitalet i Ry
- Startede Klinik for Sundhed sammen med min kone Helle i 2009.
Jeg har selv først været aktiv behandler i klinikken siden 2017.

- Født i 1963
- Fysioterapeut, lærer i alexanderteknik, mindfulness-instruktør, stresscoach, SE-terapeut
(Somatic Experiencing®) og Soma Embodiment terapeut
- 14 år som fysioterapeut i tværfaglig rehabilitering på Sclerosehospitalet i Ry
- Startede Klinik for Sundhed sammen med min kone Helle i 2009. Jeg har selv først været aktiv behandler i klinikken siden 2017.
Jeg kan hjælpe dig
Det er en stor glæde og tilfredsstillelse for mig, at jeg i dag kan hjælpe andre mennesker fra stress, angst og uro til en forankring i kroppen med tillid og åbenhed, så de kan blomstre og leve deres liv i kærlighed til sig selv og deres omgivelser.
Måske vækker min historie genklang hos dig?